Drivere
Drift af lysdioder eller LED-moduler kræver særligt tilpassede drivere. Disse omformer 230 V netspænding til de hensigtsmæssige værdier til drift af komponenten. Det er vigtigt, at forkoblingen er beregnet og godkendt til drift af lysdioder. Selv om visse lysdioder kan drives af konventionelle transformatorer, så kan disse mangle forskellige former for beskyttelse, såsom kortslutningsbeskyttelse, hvilket kan medføre personskader. De fleste tilpassede forkoblinger er desuden udført som SELV, hvilket betyder, at selve dioden eller armaturdelene ikke behøver at blive beskyttet mod berøring.
Der er grundlæggende to forskellige former for drift af LED-moduler/armaturer: konstant strøm eller konstant spænding.
Konstantstrømsdrift indebærer som navnet antyder, at tilsluttede dioder drives med en konstant strøm, hvilket typisk er 350, 500, 700 eller 1050 mA. Spændingen i kredsløbet afhænger af antallet af serieforbundne dioder. Hver diode har en gennemgangsspænding, og ved seriekobling adderes denne gennemgangsspænding svarende til antallet af dioder. En downlight med 3 dioder, som er beregnet til at blive drevet af en forkobling med konstant strøm, får en sekundærspænding på omkring 9 V DC (3x3 V). Hvis flere armaturer serieforbindes med en fælles forkobling, kan spændingen ganges med antallet af armaturer.
SELV-begrænsningerne betyder, at man ikke kan serieforbinde et hvilket som helst antal dioder, eftersom sekundærspændingen i så fald bliver for høj. Desuden er det ikke sikkert eller sandsynligt, at forkoblingen er i stand til at udsende en så høj spænding eller effekt.
SELV-begrænsning i EN 60598-1 (armaturstandard): For IP 20-armaturer gælder maks. 60 V DC, og for armaturer med en højere kapslingsklasse end IP 20 gælder 30 V DC. Dette er under forudsætning af, at dioderne kan berøres. Hvis de er beskyttet, er den tilladte spænding 120 V DC. Der skal dog altid tages hensyn til armaturets certificering samt hvilke forkoblinger, der anbefales.
Ved konstantstrømsdrift er de tilsluttede LED'er serieforbundne til forkoblingen.
Ved konstant spænding er de tilsluttede LED'er parallelforbundet til forkoblingen.
Konstant spænding anvendes oftest til LED-produkter med et stort antal dioder, eksempelvis LED-lister eller LED-produkter med funktionen lysende linje. Den konstante spænding er normalt 8, 10, 12, 24 eller 48 V DC. Flere LED-produkter kan parallelforbindes til en fælles forkobling, forudsat at den kan klare den tilsluttede belastning. Noget, der skal overvejes, er spændingsfaldet i ledninger, som beregnes på samme måde som traditionelle lavspændingsinstallationer.
Brug den rigtige forkobling/drivere
Uanset driftstypen er det vigtigt, at forkoblingen er tilpasset til den type af LED-armatur, der skal drives. Også polariteten er vigtig, eftersom det er jævnspænding (DC), der gælder. En forkert valgt eller forkert tilsluttet forkobling kan beskadige eller ødelægge de tilsluttede LED-armaturer.
Lysregulering
Der findes to typer lysregulering, Amplitude dæmp eller PWM. Amplitude dæmp, her reduceres strømmen til LED modulet.
Ved PWM, her er strømniveauet konstant men pulserer i høj frekvenser, hvilket giver indtryk af reduceret lysniveau.
Fagerhult anvender amplitude dæmp på de fleste produkter samt på visse Tunable White produkter. Ved udgangen af 2018 forventes alle produkter med lysregulering at være styret via amplitude dæmp.