Belysning af arbejdsområdet
Arbejdsområdet defineres ifølge EN 12464-1 som den del af arbejdspladsen, inden for hvilken arbejdsopgaverne udføres. Ved arbejdspladser, hvor størrelsen og/eller placeringen af arbejdsområdet er ukendt, skal området, inden for hvilket arbejdsopgaverne kan tænkes at blive udført, betragtes som arbejdsområdet.
Arbejdsområdet udgøres normalt ikke af hele arbejdspladsen/arbejdsbordet. Ved en kontorarbejdsplads udgøres arbejdsområdet normalt af en mindre flade, hvor der eventuelt laves skrive- og læsearbejde.
Ved arbejde med computerskærm og tastatur kræves der normalt en lavere belysningsstyrke end ved andet læse- og skrivearbejde. Ved skærmarbejde bør belysningsstyrken kunne tilpasses til omgivelseslyset.
I industrien kan arbejdsområdets størrelse variere mere, alt efter om arbejdet vedrører mikroelektronik eller samlebåndsarbejde i bilindustrien.
Hvis arbejdsområdets præcise størrelse ikke kendes, kan den ved en kontorarbejdsplads normalt antages at være 0,6 x 0,6 m. Arbejdsområdet forudsættes i dette tilfælde at være placeret lige foran personens normale position og i arbejdsbordets forkant. Variationen i belysningsstyrken, dvs. forholdet mellem den laveste belysningsstyrke og middelbelysningsstyrken i arbejdsområdet, skal være så lille som muligt og må ikke understige 0,6.
I tabellerne i EN 12464-1 vises kravene til jævnhed separat for hver type arbejdsopgave eller aktivitet.