Sådan påvirkes man af kunstigt lys
Baseret på forskning kan vi skabe kunstigt lys, der minder om dagslys. Resultatet er sunde indemiljøer, hvor der er taget højde for lysets visuelle, biologiske og følelsesmæssige effekter.
Lys styrer din døgnrytme
I dag ved vi, at lys, både dagslys og kunstigt lys, påvirker os på tre forskellige måder: visuelt, biologisk og følelsesmæssigt. Det visuelle er direkte relateret til, hvordan lyset påvirker vores synsapparat: Hvordan mængden af lys og lysets retning forbedrer eller forværrer synet. Det biologiske handler om sammenhængen mellem lyset og vores døgnrytme: Hvordan lysets intensitet og farvesammensætning i kombination med tid påvirker vores søvn og vågenhed – og dermed vores velbefindende. De biologiske og visuelle aspekter af lys er også i stand til at påvirke vores følelser. Disse visuelle og rumskabende effekter er i dag tydeligt reguleret i belysningsstandarden og lovkravene.
Vi elsker variation
Hvorfor er himlen så smuk? Svaret er variation. Himlen og horisonten ændrer sig konstant. Lyset skifter med hensyn til styrke og farve afhængigt af vejr og tidspunkt på dagen. Ud fra et biologisk perspektiv er det selve lysintensiteten, der påvirker os, mens farvetemperaturen er en mere følelsesmæssig og personlig præference. I dag er det muligt at genskabe et stykke af himlen med elektrisk lys, der varierer i intensitet og farvetemperatur ved hjælp af lysstyring.
At efterligne dagslyset
Dagslyset er hvidt – det indeholder alle bølgelængder. Hvis man vil skabe et kunstigt lys, der har samme effekt på hormonproduktionen som dagslys, skal det kunstige lys have en tilsvarende spektral sammensætning og en relativt høj intensitet. Så kan man genskabe et naturligt lys, der giver samme følelse som himlen på en dag med tilpas meget solskin. LED-lyskilder har et "basisspektrum" med en kraftig blå top. Derfor skal lysdioderne være belagt med lyspulver for at skabe hvidt lys. At LED-lyskilderne har en god kvalitet er derfor afgørende for, at man kan opnå et godt resultat. For at vores biologiske apparat opfatter det kunstige lys som dagslys kræves der generelt også en højere effekt: Kroppen vil ganske enkelt have mere lys, end øjnene vil.
Lysets farve påvirker oplevelsen
Ved hjælp af såkaldt Tunable White er det også muligt at regulere spektralfordelingen af det elektriske, hvide "dagslys". Ved at øge intensiteten og andelen af blåt lys (morgenlys) får lyset en køligere farve, hvilket er med til gøre os mere veloplagte. Hvis man i stedet dæmper lyset og gør det mere rødt (aftenlys), får man et varmere lys, som virker beroligende og får os til at slappe af.
Hvis man ønsker at bruge denne viden til at skabe inspirerende og attraktive belysningsmiljøer, kan man arbejde med Human Centric Lighting.